Rejs på Ferie til Zakynthos og oplev Øens Største Seværdighed

af Michael Gimm Holdensen
6 minutter læsetid

Du har sikkert hørt om Zakynthos før. Øen der er blevet berømt på grund af sine smukke hvide strande og krystalklart vand. Men vidste du, at øen også byder på andet for turister, end lækre strande og et berømt skibsvrag? 

Zakynthos eller på græsk, Zákinthos, er den tredje største ø i det Ioniske hav. Den ligger vest for det græske fastland, på højde med Korinth Kanalen, hvor vi tilbragte vinteren 2021.

Øen er ca. 410 km2 og her bor omkring 41.500 mennesker, hvoraf de 13.000 bor i Zakynthos by. Modsat mange andre områder i Grækenland var øen aldrig underlagt det Osmanniske rige og bærer derfor mere præg af tiden under Venetianerne end områderne i fx Peloponnes gør det.

Der har flere gange i “nyere” tid været store jordskælv på øen. De seneste var i 1514, 1893 og i 1953, med store ødelæggelser til følge. Senest i 1953 blev byen Zakynthos ødelagt men genopbygget igen.

Zakynthos vejr i maj

Et af badestederne under bådturen. Lidt køligt at bade i maj måned, men lækkert vand.

Der er masser af ting at se og lave i Zakynthos. Uanset om du vil ud at dykke, dase ved stranden, tage på bådtur eller nyde gastronomien i de mange gode restauranter.

Vi havde fire dage på øen inden vi skulle videre til Korfu, hvor vi havde booket overnatning og planlagt Livas fødselsdag, med paragliding. Der var et stort udvalg af hoteller, men vi valgte et af de billigere af slagsen, centralt på øen, så vi kunne køre rundt.

Zakynthos vejr – Hvornår skal man besøge Øen?

De fleste bruger en uges tid på Zakynthos i forbindelse med sommerferien, men øen kan rigtigt meget på andre tidspunkter også.

Slutningen af maj og hele juni, samt september, er helt sikkert et godt bud på hvornår det er bedst at besøge øen.

Vi besøgte Zakynthos i starten af maj måned, hvor det allerede var begyndt at blive varmt i vejret og varmt (nok) at bade. Her er der endnu ikke ankommet for mange turister.

hvordan kommer man til Zakynthos

Færgen fra Killini på vej i havn ved Zakynthos by.

Hvordan kommer man til Zakynthos?

De fleste rejseselskaber tilbyder pakkeløsninger til øen og de fleste turister kommer hertil med fly. Her lander du i lufthavnen lidt uden for Zakynthos by. 

Vi valgte at sejle hertil fra byen Killini på Peloponnes. En meget lille by, hvor der nærmest ikke er andet end havnen med afgange til Zakynthos samt Kefallonia der ligger nord for Zakynthos.

Færgeturen til Zakynthos tager 1 time og 15 minutter og vi betalte 150 Euro for en returbillet, der inkluderede os alle fem og vores bil, som tæller for en autocamper, når man sejler. Det var med selskabet Levante Ferries.

Et godt tip er, at købe færgebilletten direkte fra færgeselskabets hjemmeside og ikke fra en af de mange andre sider der kommer frem. På den måde sparer du hurtigt 5-10% på billetten.

Zakynthos skibsvrag skal opleves

Skibsvraget på Navagio Beach.

Zakynthos seværdigheder på din Ferie

Hvis du kun har en uges tid på Zakynthos, gælder det om at prioritere lidt i det store udvalg af oplevelser på øen. Her kommer mit bud på de bedste seværdigheder på øen.

  • Cameo Island
  • Sea Turtle Rescue
  • Gerakas Beach
  • Yannis Horses
  • Navagio Beach – Shipwreck Island
Cameo Island Zakynthos

Broen fra havnemolen over til Cameo Island.

Cameo Island

Vi så stedet på google maps og besluttede os for at tage hen til den lille ø og se hvad det var for noget. Adgangen hertil foregår via en lille gangbro fra fastlandet og på øen er der en rigtig fin udsigt ud over bugten.

Det koster et lille gebyr (for voksne) at komme herind, men til gengæld får man taget et billede fra “spottet” som bliver udleveret i en lille nøglering. Emma og Liva fik en hver til deres rejsetaske.

Her er også en meget lille strand hvor man kan bade i noget meget klart vand. 

Bådleje på Zakynthos

Liva og Emma får lov at være kaptajn for en kort stund på en båd vi lejede.

Bådleje fra havneområdet ved Cameo Island

Hvis du selv har mod på at styre en lille motorbåd og ønsker at være kaptajn for en dag eller blot nogle timer, kan du leje en på havneområdet ved Cameo Island. Den kan lejes på time-basis. Vi lejede en i én time og sejlede rundt i bugten.
På både op til 30 hk kræves der ikke sejlerbevis i Grækenland.

Zakynthos skildpadde center

Skildpadderne på redningscenteret fodres. De kan sagtens bevæge sig hurtigt, når der er mad.

Senere på både Korfu og Paxos, sejlede vi en helt dag, hvor vi også badede og snorklede undervejs i det blå vand.

Zakynthos skildpadder – Sea turtle rescue

På den syd-østlige spids på Zakhyntos ligger der et skildpadde center der hedder Zakynthos Sea Turtle Rescue & Information Center. Vi besøgte det, da særligt Liva elsker skildpadder.

Det er et fint lille sted hvor biologerne på stedet gør hvad de kan for, at sikre skildpaddernes overlevelse på øen. Skildpadderne har nemlig rigtigt mange ynglesteder som ofte trues af turismen.

Du kan se en række forskellige skildpader i deres akvarier og vi var tilmed så heldige at se en fodring af dem. Nogle af skildpadderne var ikke større end en tændstiksæske. Mega cute, som pigerne siger det 😀

Centeret ledes blandt andet af danskeren Jonna Pedersen, som er projektleder på stedet og projektet.

Det er et rigtigt fint sted at tage hen, særligt med børn.Gerakas Beach på Zakynthos

Gerakas Beach

Efter vi havde set lidt på skildpadder, tog vi til strand, Gerakas Beach i nærheden. Den ligger ca. 5 minutters gang fra skildpadde centeret.

Det er en af mange dejlige strande på Zakynthos med klart blåt vand og en af de meget lavvandede strande på øen.

Når du er færdig med at besøge skildpaddecenteret er den derfor et oplagt besøg for os med børn.

Svøm med heste på Zakynthos med Yannis

På vej hjem fra rideturen med Yannis Horses. En rigtig god oplevelse.

En tur på hesteryg med Yannis horses

Vores store piger elsker heste og Carla havde ikke prøvet at ride før. Derfor gav det god mening at forsøge os med en tur på hesteryg.

Yannis Horses er en familieejet hestefarm, der vidst aldrig har lavet andet end at beskæftige sig med dyr. De var utroligt søde og hjælpsomme. Vi tog kun en mindre tur, da både Carla og jeg var nye på hesteryg. Men det er muligt at ridde en længere tur og endda komme ud at bade med hestene, hvis man vil det.

Zakynthos Skibsvrag

Skibsvraget på Navagio Beach, set fra bagsiden.

Navagio Beach – Shipwreck Island

Navagio Beach eller Shipwreck Island er en af de mest kendte attraktioner på Zakynthos. Vi mødte amerikanere herude, der kun var taget til Zakynthos for, at se netop det. 

Skibet har en lignende historie som det skib, vi så på Peloponnes østkyst. Skibsvraget her var ligeledes et smuglerskib, før det skyllede i land omkring 1980. Før det skete blev det bygget i 1937 i Skotland og fik navnet Saint Bedan.

Skibsvraget på Zakynthos ligger på Navagio Beach, og faktisk betyder Navagio “skibsvrag” på græsk.

Stranden er en lille strand med fine hvide runde sten, du kun kan komme til med båd. Enten ved at sejle selv, eller via en arrangeret bådtur. Bådturen starter fra Porto Vromi på vestsiden eller den lidt større Agios Nikolaos på øst siden.

Jeg tror det er en smagssag om man tager den ene eller den anden rute, men man ser lidt forskelligt på de to ture.

Poseidon Zakynthos

Poseidons Face. Læg mærke til midten af billedet, lidt til højre. Det ligner et ansigt med et øje og en spids næse der kigger ned mod vandet.

Porto Vromi vs Agios Nikolaos

Vi bookede turen fra Porto Vromi med GetYourGuide, som fungerede virkeligt godt. Her så vi både Navagio Beach, White Beach, et par blå grotter og Poseidons Ansigt og Heart Caves. Samt badede og snorklede undervejs.

På Navagio Beach fik vi mulighed for at bade og tage billeder i en times tid, sammen med alle de andre turister :-D. På turen tilbage snorklede vi et par steder i fuldstændigt krystalklart vand.

Vælger du den anden rute via Agios Nikolaos, kommer du forbi det der hedder Blue Caves, hvor du også får mulighed for at snorkle. 

Du kan også sejle selv, men det blev vi frarådet, da der ankommer rigtigt mange både til den lille strand.

Navagio Beach er det mest besøgte sted på Zakynthos og derfor var vi glade for at være her i maj og ikke i juli. Men stranden er noget særligt og du skal opleve den når du er her. Det er så mærkeligt at se et stort rustent skib midt på en af de smukkeste strande på øen.

Hvis du ikke orker alle de mennesker og sejlturen, findes der også et udkigspunkt du kan tage hen til. Her kan du parkere 200 meter fra og gå. Det skulle være ret vildt at se stranden derfra.

Askos Stone park Zoo

Det vi ikke nåede men fik anbefalet på Zakynthos

Tiden er altid en knap faktor, så vi måtte også prioritere hvad vi ville opleve på Zakynthos. Der var nogle enkelte steder vi også gerne ville have besøgt, men ikke nåede. Samt en oplevelse som vi så mange andre få på øen. Dem får du også lige her.

Askos Stone Park eller The little farm

To zologiske haver på hver sin ende af øen med et forskelligt udvalg af dyr. Et oplagt besøg med børn, hvis tiden er til det.

Tsilivi Vandland

Tsilivi Water Park

Det eneste vandland på øen, ligger på midten af øen mod nord-øst. Det skulle være et rigtigt fint udendørs vandland, med masser af underholdning til børnene.

ATV udlejning

Mens vi kørte rundt i bil, mødte vi rigtigt mange der kom kørende på ATV. De kørte alle steder på vejene. Jeg forestiller mig, at det er væsentligt nemmere og mere sikkert end at køre rundt på scooter.

Der hvor vi boede, var der et hold unge mennesker, der havde lejet dem for en hel uge mens de var der. På den måde kunne de køre både på vejene og de lidt mere ufremkommelige områder på Zakynthos.

De bedste strande på Zakynthos

Liva og Emma skriver: The turtles are my friends.

De bedste strande på Zakynthos

Vi besøgte strandende Navagio Beach, Gerakas Beach, Porto Vromi Beach og Agios Sostis Beach. Men der er mange flere lækre strande på øen. Både tæt på Zakynthos by men også andre steder på øen.

Jeg har sat de de strande vi har besøgt på kortet, som alle var gode. Men der er mange flere at vælge i mellem. Du kan finde en række af dem her på denne side (engelsk).

Skal du på ferie til Zakynthos?

Uanset om du skal på ferie i en uge, nogle få dage eller bo der i lidt længere tid, så er der nok at tage sig til. Øen er frodig, har lækre strande og er indrettet efter turisme. Der er tilbud nok.

Hvis du har mere end en uge, kunne du overveje også at besøge nogle af de andre Ioniske Øer som fx Korfu, Paxos og Anti-Paxos.

Kort over Zakynthos Seværdigheder

På kortet nedenfor, kan du se de steder vi har besøgt.

Zakynthos – Maj 2022

Interactive map will load automatically in a few moments

You may also like

Smid en Kommentar