Peloponnes Grækenland – De 15 Største Oplevelser

af Michael Gimm Holdensen
12 minutter læsetid

Peloponnes Grækenland har helt ufatteligt meget at byde på. Det er en halvø og en region adskilt fra det græske fastland. Den ligger syd for Attika og Korinth kanalen, hvor vi tilbragte november 2021 og forgrener sig ud i noget der minder om en hånd med fire fingre mod syd. Der er tre hovedbyer på Peloponnes, der hedder Kalamata, Nafplio og Patras.

Hele området har været underlagt forskellige herredømmer igennem tiden. I “nyere tid” er det, det Byzantinske rige (efter Romerriget), Den Venetianske Republik (Venedig) og Det Osmanniske Rige (tyrkerne).

Her er gode strande med krystalklart vand, små landsbyer og arkæologiske seværdigheder hvor du virkeligt kan mærke historiens vingesus!

Methoni castle

Billede af Methoni Castle fra stranden.

Tilbage til Peloponnes i Grækenland

Da vi kom tilbage til Grækenland efter at have touret Kreta rundt for at se seværdigheder og lækre strande i hele marts måned, kørte vi fra øst til syd og derefter mod vest og nord. Hele vejen rundt på Peloponnes. 

Vi vidste godt at Peloponnes var berømt for sine skønne strande og spændende historie om alt fra guder og Olympiske Lege. Til bjerge, huler, gamle ruiner og kærlighed til olivenolie, vin og skaldyr. Derfor var der også nok at tage fat på. Men vi havde tid nok og derfor gode muligheder for at opleve en del.

I indlægget her vil jeg gennemgå vores bedste oplevelser og de bedste seværdigheder på Peloponnes i Grækenland. Læs med og find inspiration til din næste rejse til Grækenland.

Udsigt fra Monemvasia

På vej op ad trapperne til toppen af Monemvasia.

De 15 største seværdigheder i Peloponnes, Grækenland

På vores rejse rundt på Peloponnes, er vores bedste oplevelser, i geografisk rækkefølge, vist her nedenfor. Nederst i indlægget er der et kort over Peloponnes der viser hvor det hele ligger.

  1. Korinth Kanalen
  2. Mykene
  3. Epidaurus
  4. Nafplio
  5. Monemvasia
  6. Elafonisos
  7. Lighthouse Tenaro
  8. Caves of Diros
  9. Mystras og Sparta, samt et Oliven museum
  10. Kalamata
  11. The Olive Routes – Oliven rundvisning
  12. Polylimnio Waterfalls (alternativt Neda Waterfalls)
  13. Koroni’s Castle og Methoni Castle
  14. Voidokilia Beach
  15. Olympus

Korinth Kanalen, Mykene og Epidaurus

Vi tourede den øverste halvdel af Peloponnes i november 2021, hvor vi boede ved Korinth Kanalen. Herunder Korinth området, Mykene og Epidaurus. De er et must at opleve når du skal opleve det antikke Peloponnes og du kan læse mere om hvorfor, i mit indlæg om vinter solferie i det gamle Grækenland.

Nafplio i Peloponnes

Nafplio havneområde ved fyrtårnet. En virkelig smuk og hyggelig by.

Nafplio

På vores første besøg på Peloponnes var vi et lille smut i Nafplio. Det regnede lidt den dag, så vi kom ikke rigtigt ud at gå i byen og oplevede den derfor ikke. Det gjorde vi til gengæld næste gang og heldigvis for det. For byen er faktisk flere gang kåret som en af Grækenlands mest romantiske byer.

Nafplio er nemlig en smuk og autentisk by i det nordøstlige Peloponnes som engang har været Grækenlands hovedstad. Her finder du alt fra små charmerende gader til et smukt havneområde og et venetiansk fæstningsværk.

Det siges at Nafplio blev grundlagt af havguden Poseidons søn og datter.

den gamle bydel i Nafplio

Den store plads i den gamle bydel.

Hvad skal man se i Nafplio?

Den gamle bydel

Gå en tur rundt i den gamle bydel og oplev stemningen i de mange fine og charmerende gader.

Palamidi Fortress

Hvis du har benene i orden, kan du gå fra byen op ad 999 trapper, til toppen af det venetianske fæstningsværk, Palamidi Fortress. Et imponerende bygningsværk fra starten af det 19. århundrede.

Vi var ikke selv i stand til at gå derop med en datter på tre år. Men hvis du har mod på det, så skulle belønningen være den smukkeste udsigt i hele området.

Som alternativ til gåturen, kan du køre til P pladsen der ikke ligger så langt fra indgangen. 

Arvanitia stien i Nafplio

Den smukke Arvanitia sti sti fra havneområdet og rundt langs vandet.

Arvanitia stien og det smukke havneområde

Når du er ved havnen, skal du gå en tur langs den sti der hedder Arvanitia. Du kan starte turen fra P pladsen på den sydøstlige del og slutte ved restauranterne. Eller gøre som os og parkere på nordsiden og slutte ved P pladsen hvor der også ligger en rigtig fin lille badestrand.

Det er en nem gåtur ad en gammel stenbelagt sti, som ligger helt ud til vandet, med flot udsigt ud over havet.

På turen langs havnen kan du også se fyrtårnet og Bourtzi Castle. Sidstnævnte ligger på en lille ø du kan sejle ud til. Det blev bygget omkring år 1471 som et værn mod pirater, men har senere været brugt bl.a. som fængsel. I nyere tid har der været afholdt musikfestival på øen.

Monemvasia broen fra Gefira

Et helt vildt syn til Monemvasia fra broen på Gefira siden.

Monemvasia

Du ankommer til Monemvasia, ved at krydse den kunstigt anlagte bro fra byen Gefira. Synet af Monemvasia fra Gefira siden er helt vildt. Det ligner et kæmpe bjerg der ikke kan bestiges, med en bygning på toppen. 

Monemvasia er endnu et akropolis (en by der ligger højt) i Peloponnes. Men modsat de fleste andre, så er det en by hvor der stadig er liv. Den er restaureret og du finder cafeer, restauranter, små butikker og overnatningsmuligheder.

Øverst oppe på klippen ligger det gamle akropolis, som består af en blanding af ruiner og velbevarede bygninger. Det kræver gode ben at gå herop, men vi lykkedes alle sammen med det. Udsigten herfra er fantastisk.

Elafonisos i Peloponnes Grækenland

Denne lille ø ligger i det syd-østlige hjørne af Peloponnes. Et lille stykke (næsten uberørt) paradis.

Elafonisos

I noget af det sydligste man kan komme på Peloponnes Grækenland, ligger Elafonisos. Det er en lille ø man skal sejle til og jeg vil nok vove at påstå, at det er de færreste på vores breddegrader der har hørt om den. Det er et lille stykke paradis på størrelse med Anholt.

På øen ligger der en campingplads, vi gerne ville have boet på. Men vi var lidt for tidligt ude, da de fleste campingpladser først åbnede for turister omkring medio maj. I stedet fandt vi et sted ved stranden at overnattede i det fri.

Næste dag var vi en tur på stranden, men vejret var ikke helt med os. Hvis du kommer hertil skal du besøge Simos Beach. Helt fint blødt sand og vand så blåt og klart som i poolen. Jeg tror ikke ikke det kan blive meget bedre.

Du kan tage bilen med på færgen og turen varer ikke mere end et kvarters tid. Prisen for færgen var 18 Euro for vores VW California og 5 personer.

Lighthouse Tenaro

Fyrtårnet på Cape Tenaro er af nyere dato. Men området har altid været meget vigtigt.

Lighthouse Tenaro

På endnu en sydlig spids i det græske Peloponnes finder du fyrtårnet Tenaro. Det er ikke et hvilket som helst fyrtårn og du skal lægge en indsats for at nå dertil. 

Selve tårnet er af nyere dato, men hele området har haft stor betydning for spartanerne i flere tusind år. Årsagen hertil skal findes i, at spartanerne troede på, at deres sjæle vandrede til Hades (underverdenen) når de døde.

Vejen til Hades var igennem Cape Tenaro “verdens ende”, hvor fyrtårnet ligger i dag. Spartanerne troede på, at der for enden af klippen var en indgang til Hades.

Turen hertil er omkring 2 km på forholdsvist fladt, men ujævnt terræn. Det er en fed tur og du føler virkeligt du er ved verdens ende, når du når frem.

Caves of Diros

Drypstenshulerne, Caves of Diros, er nogle af de største i Grækenland. De opleves bedst med båd.

Caves of Diros

Drypstenshulerne ligger på samme “finger” som Tenaro, i Peloponnes Grækenland. Det er de største huler i Grækenland og man kan sejle rundt i dem med en tour guide, samt gå rundt på en mindre del af området. 

Hulerne er naturligt skabt for mange hundrede tusind år siden hvor vandstanden var meget lavere. Så i dag er der nogle steder 80 meter dybt vand der hvor den guidede tur sejler, selvom det ligger helt inde ved kysten. Ret vildt.

Vi fik alene lov at prøve gåturen på egen hånd da vi besøgte dem, da hulerne var under restaurering. Men det skulle være ret fedt med sejlturen.

Kong Leonidas af Sparta

Kong Leonidas af Sparta. En legende der blandt andet er fortalt om, i den maleriske film “300”.

Sparta, Mystras og et Oliven museum

Jeg er stor fan af filmen 300, med historien om Sparta, samt Kong Leonidas og hans 300 spartanske krigere. Ikke kun filmen men også historien fortæller at Spartanerne var anderledes end andre grækere.

Før Sparta kollapsede, var deres kultur centreret omkring disciplin og loyalitet til staten. Drengebørn startede deres militære træning som syv årig.

Kvinderne var ikke en del af militæret, men modsat andre steder i Grækenland, kunne de uddanne sig og var langt mere frie.

Spartanerne var dog ikke bedre end deres græske landsmænd i Peloponnes når det kom til slaveri. For at alle spartanere kunne tjene i militæret skulle Heloterne (slaver af Sparta) udføre alt det manuelle arbejde.

Hvad skal man se i Sparta?

Du skal besøge statuen af Leonidas i Sparta og du kan se det antikke Sparta i udkanten af byen.

Den største oplevelse i selve Sparta var dog deres oliven museum. Det er et af flere der giver dig en god forståelse for, hvor vigtig det græske oliventræ er og altid har været for Peloponnes.

Ellers er Sparta en ret kedelig by og ikke særligt charmerende.

Mystras ved Sparta

Mystras der ligger ca. 7 km. fra Sparta. Et imponerende bygningsværk.

Mystras

Cirka 6 km fra Sparta ligger Mystras der er med på UNESCO’s verdensarvsliste. Dét er til gengæld lidt mere spændende. En by der blev opført i 620 meters højde omkring år 1249 og frem.

Byen har været beboet helt frem til det 19. århundrede og det er ret godt bevaret, da bygningerne løbende restaureres.

Der er forskellige parkeringsmuligheder afhængigt af hvor langt (og højt) du vil gå. Vi var i tids bekneb, så vi kørte op til det højeste punkt ved indgangen og parkerede. Her er der en ret flot udsigt over byen.

Kalamata-1821-poster

Kalamata

Kalamata ligger i en bugt ud til havet i syd. Det er den anden største by på Peloponnes efter Patras i nord og den største kommune på Peloponnes. Hurtigste vej hertil er ved at flyve til Kalamata Lufthavn.

Selvom den går for at være den største kommune på Peloponnes er den med sine 60.000 indbyggere, ikke en særligt stor by. Jeg kommer selv fra Aabenraa der er på samme størrelse og den føles ikke som en stor by.

Det er måske også derfor det føles som en hyggelig by. Meget af det man kan opleve er centreret omkring den gamle bydel. Her er der gode steder at shoppe, spise og slappe af.

De fleste har sikkert hørt om Kalamata oliven, hvilket nok er det byen er mest kendt for. 

Hvad skal man se i Kalamata?

  1. Kalamata Open Market – en kæmpe madmarked.
  2. Kalamata Railway Park – en hyggelig park bygget op omkring en udstilling af gamle tog.
  3. Den gamle bydel i Kalamata – flotte gader, butikker og små caféer og tavernaer.

Du skal opleve deres madmarked, med frisk frugt og grønt, oliven produkter i massevis og levende kyllinger. Sidstnævnte resulterede næsten i, at vi skulle til at køre rundt med kyllinger i bilen. De var ret nuttede. 

Kalamata Railway Park

Et af togene i Railway Park i Kalamata. En fin park med et par gode legepladser, lidt caféer m.m.

Rejser du med børn på vores alder, så gå en tur forbi deres Railway Park som er en åben og gratis udstilling af tog fra perioden 1885-1947. Parken er bygget op omkring togene, men her er flere legepladser, gåstier og cafeer. Et rigtigt hyggeligt område med børn.

Den gamle bydel er endnu et område du skal se. Små gader, fine lokale butikker med delikatesser og meget andet godt.

Ovenstående ligger ret tæt på hinanden så du kan nemt gå imellem dem. Vi gjorde det med Carla på 3 år og det gik fint.

Oliven tour

På oliven oplevelse med Dimitra og hendes “The Olive Routes”.

The Olive Routes – En fortælling om oliven i børnehøjde

Rie og jeg elsker oliven og både Emma og Carla spiser også nogle af varianterne. Liva er ikke helt kommet dertil endnu, men vi prøver at tilvende hende, da oliven er en konge delikatesse!

Efter at have været på Oliven museum og lære en masse om dens historie og betydning for Peloponnes og Grækenland, besluttede vi os for, at vi ville besøge The Olive Routes – men i børnehøjde. Vi bookede turen Kids Olive – Love Experience, som er en af flere oplevelser der tilbydes. Vores vært og guide var Dimitra, der bare var helt fantastisk!

En masse godt til sanserne fra det sydlige Peloponnes

Med børnene i fokus, lavede vi mad fra det græske køkken, smagte på græske specialiteter og olivenolie. Vi var endda på museum og lavede lidt kreativt. For de voksne var der græsk kaffe og lidt vin og Uzo, foruden maden. Det var helt klart en af de ture vi havde, hvor vi gik derfra med en YES oplevelse.

Det eneste jeg personligt manglede var lidt mere snak om oliven og oliven produktionen, men det får man på en af de andre ture de tilbyder. Til gengæld kunne vi spørge Dimitria om alt. Hun har en kæmpe viden om oliven og oliven olien. Blandt andet fra hendes job som smagsdommer.

Kommer du til området, vil jeg helt klart anbefale dig at besøge stedet.

Polulimnio vandfaldet i Peloponnes

Ved vejs ende på vores hiking til Polylimnio vandfaldet. En fantastisk dag!

Polylimnio Waterfalls (alternativt Neda Waterfalls)

Der findes en række vandfald i området, hvor vi besluttede os for at bruge en dag med at besøge Polylimnio Waterfalls. Men vi har også hørt at Neda Waterfalls skulle være en fantastisk oplevelse.

Som så ofte i Grækenland er de lokale skilte og Google maps ikke helt enige om den rigtige vej, så vi endte i den “forkerte” ende af vandfaldet først.

Det var fint at se, men det var ikke helt det vi havde udset os. Derfor kørte vi tilbage og fulgte de græske skilte til det rigtige sted. 

Hele ruten frem og tilbage er cirka 2 km. Undervejs hen til det store vandfald er der en række små vandfald og mindre vandhuller. Det er virkeligt idyllisk, men det bliver alt sammen gjort til skamme af den store finale, som kommer ved det helt store vandfald hvor man kan bade.

Emma ved Polylimnio vandfaldet

Emma bader ved en af de mange små pools ved Polylimnio vandfaldet.

For at komme helt til vejs ende, skal du have det rigtige fodtøj på. Sørg ligeledes for at have badetøjet med og en god portion mod til at hoppe i det kolde vand. For det ER koldt! Emma og jeg gjorde det, men det var et par hurtige omgange inden vi krøb i land igen. Men det var en fed oplevelse og i det hele taget en fantastisk dag!

Koroni's Castle

Koroni’s Castle.

Koroni’s Castle og Methoni Castle

Der ligger flere borge og borgruiner i området. Heraf er de to mest imponerende Koroni’s Castle og Methoni Castle, der ligger på hver sin spids på den “finger” af Peloponnes der er placeret længst mod syd-vest. Methoni Castle er fra det 4. århundrede og Koroni’s Castle er fra det 7. århundrede.

Som det er kendetegnet med det meste af Peloponnes, så bærer begge borge præg af de skiftende magthavere der har erobret dem i gennem tiden. Først Byzantinerne og senere Venetianerne og det Osmanniske Rige. De har alle tilført noget ekstra til borgene mens de havde dem.

Begge borge kom tilbage på græske hænder i 1828-1829 under den græske uafhængighedskrig, efter slaget ved Navarino. 

Methoni Castle i Peloponnes Grækenland

Udsigt til Methoni Castle fra den lille tilstødende ø, Bourtzi Island.

Hvilken borg skal man se på Peloponnes?

Vi besøgte begge borge på to forskellige dage og det kan varmt anbefales. De er begge særdeles velholdte og det er fedt at vandre rundt og forestille sig hvordan det engang har været.

Hvis jeg skulle vælge én af de to ville det være Methoni Castle. Her går du ind på borgområdet og du kan gå langs siderne og se ned i afgrunden. For enden af borgen, går du over en stenbro og ud til en lille ø der kaldes Bourtzi. Det er en tilbygning fra omkring år 1500, der bl.a. har tjent som fængsel.

Carla ved Voidokilia Beach

Carla løber en tur hen over klitterne på Voidokilia Beach. Endnu en paradis strand på Peloponnes.

Voidokilia Beach

Der er smukke strande overalt på Peloponnes i Grækenland, så det kunne jeg have skrevet et helt indlæg om for sig selv. Voidokilia Beach skal dog lige med.

Vi tog hertil, da det geografisk lå godt i forhold til de ting vi ville køre til i området. Det vil sige, vi tog til campingpladsen Erodios Beach, ved Pylos. Herfra kunne vi køre eller gå til Voidokilia Beach.

Selve stranden ligger i en lagune og ligner det smukkeste billede man kan finde fra et rejsemagasin. Her er der det fineste og blødeste sand og helt turkis og klart vand. Total paradis.

Hvis det ikke blæser for meget skulle det være helt perfekt til Paddleboards. Men ellers skulle det også være fedt at snorkle der.

vadehavsområde ved Voidokilia Beach

Emma og jeg gik en tur på 7 km igennem vadehavsområdet her, på vej til Voidokilia Beach.

Vi var derude en dag, hvor Emma og jeg gik derud, men de tre andre kørte og derefter byttede vi på hjemturen. Fra campingpladsen er det cirka 7 km fladt terræn, gennem et vadehavsområde, med masser af fugle og fisk der springer hen over vandet. En dejlig tur.

Vær opmærksom på, at det kan være lidt svært at køre dertil, hvis du kører i en stor bil. Den sidste del af vejen hertil er ret smal.

Olympia in Peloponnese

The Philippieon var en gave til Zeus fra Philip den 2. af Macedonien. Den blev færdiggjort af hans søn, Alexander den Store.

Olympia – Gudernes dal

Det sidste sted på min liste er Olympia. Ikke at forveksle med Olympen, der er Grækenlands højeste bjerg på 2.918 meter – stedet hvor de græske guder levede. Bjerget ligger i øvrigt i det nordlige Grækenland og ikke på Peloponnes.

Olympia var stedet hvor man fejrede de græske guder, særligt Zeus. Det skete hvert fjerde år ved, at afholde de Olympiske Lege. Første gang i år 776 f.v.t. og frem til år 393 e.v.t. Fra 1896 blev OL genoplivet i Athen.

Grækerne har altid bekriget hinanden, men op til og under de Olympiske Lege, skulle der være våbenhvile. Ellers ville man blive straffet af guderne.

Olympia består af et større arkæologisk område med forskellige templer, et par museer og mere eller mindre vedligeholdte ruiner fra det gamle Grækenland. Hertil er der det originale olympiske stadion – eller i hvert fald indgangen til det – og en bane som alle os turister løber på.

OL i Peloponnes

The Gimms afholder OL ved at dyste i en af de første Olympiske discipliner.

Stedet har meget stor historisk betydning for Peloponnes og ligeledes stor symbolsk betydning for de Olympiske Lege, den dag i dag. Det er nemlig her at den olympiske fakkel tændes ved hjælp af solens stråler og fragtes hele vejen til der hvor legene afholdes. En tradition man har holdt fast i, på trods af dens ret uheldige oprindelse fra Hitlers Olympiske Lege i Berlin i 1936.

Dimitrios Shipwreck

Spøgelsesskibet Dimitrios er et synderligt syn. Det er et dansk skib ved navn Klintholm, der på et tidspunkt er endt på en strand i det sydlige Peloponnes.

Skal du besøge Peloponnes i Grækenland?

Helt klart! Men prioriter hvad du vil se, da der er rigtigt meget at opleve. Vi var på Peloponnes i sammenlagt 70 dage og har set en del, men langt fra det hele. Det har været fedt, smukt, inspirerende og meget lærerigt.

Jeg håber du også har lært lidt ved at læse med her? Smid gerne en kommentar nederst og husk at tilmelde dig nyhedsbrevet, hvis du ikke allerede har gjort det.

Vil du se flere billeder og video, så følg med på vores Instagram, Facebook side og på YouTube.

Tak fordi du læste med 😀

Peloponnes April – Maj 2022

Interactive map will load automatically in a few moments

You may also like

6 kommentarer

Ingemann Petersen 4 juli 2023 - 17:48

Hej Michael Ja, du har ganske ret Peloponnese bli`r man aldrig færdig med. Vi har rejst med vore 2 piger i Gr. siden de var ganske små – først på charterf. og siden kørselvf. En gang all the way – lige efter “MURENS” fald i 1989 – senere fra Venedig & Ancona,, nu dog med Aegean Airlines til ATH ell. KLX (bill.) De første år var det ofte øf. – Santorini ,Rhodos ,Kos etc. Har i været med det lille tog fra Diakopto /Kalavryta eller sejltur i Navarinobugten, hvor det sidste store søslag mellem sejlskibe fandt sted d. 20/10 – 1827 — o.m.m De bedste hilsner og fremtidige oplevelser på Pelop. IP

Svar
Michael Gimm Holdensen 4 juli 2023 - 21:35

Hej Ingemann, det lyder til du har oplevet noget vi ikke har, men det lyder også spændende. Jeg er også sikker på vi vender tilbage igen, da det har været et af vores yndlings steder.

Dbh.
Michael

Svar
Anne 13 august 2024 - 18:56

Hej! Var det april måned I var der? Vi overvejer at tage derned en stor uges tid omkring påske 2025 (midt april). Men er i tvivl om det bliver for koldt. Drømmen er jo + 20 grader.

Svar
Michael Gimm Holdensen 14 august 2024 - 08:48

Hej Anne
Vi var i Grækenland både november, april og maj. April var fin, men forvent ikke at det er varmt nok til at bade. God tur.

Svar
Mette Tapdrup Mortensen 23 august 2024 - 17:27

Hej. Vi er en familie på 3, der er i gang med at arrangere en tur omkring 25. oktober og 10 dage frem. Vi har et par dage i Athen og så 8 dage i bil i Peloponnes. Det er klart, at vi ikke kan nå det hele. Er der en “delfinger’ eller, hvad man skal kalde det som du vil anbefale.
Vi kan godt lide følelsen af at være langt væk fra alting, at vandre i naturen, men vil også gerne have et godt sted at bo og noget lækkert at spise.
Bedste hilsner og tak for et rigtigt godt site
Mette

Svar
Michael Gimm Holdensen 27 august 2024 - 08:25

Hej Mette, det lyder da dejligt!
Det er et meget svært spørgsmål. Monemvasia var en ret fed oplevelse synes jeg og herfra kan I komme videre ned til en lille ø man bliver sejlet til (inkl. bil) der hedder Elafonisos Island. Det er fingeren længst mod syd-øst. Man kan booke overnatning i Monemvasia og der er lidt gåture op mod toppen af øen, samt en række spisesteder.
Alternativt er det den midterste finger, hvor I kan starte turen fra byen Sparta og følge sagnet omkring deres vandring mod Tenaro Lighthouse og ud til Poseidon når de døde. Sparta by er ikke noget særligt men Mystras lige uden for er.
Prøv evt. at se kortet her på blog indlægget med de steder vi har besøgt. De var alle sammen en oplevelse værd, men afhængigt af jeres præferencer og vejret, så er der alt fra drypstenhule, til vandfald, borge og oliven. Vælger I at køre mod vest, så besøg The olive routes. Det synes både børnene og os voksne var en dejlig oplevelse.
På vejen fra Athen bør I gøre et kort stop ved Korinth kanalen, samt bruge lidt tid på at vandre rundt i byen Nafplio. Her er flot!
I kører også lige forbi Mycenae som nærmest er civilisationens vugge og noget jeg synes man bør opleve. Men det hele tager jo tid 🙂
God tur.
Mvh. Michael

Svar

Smid en Kommentar