Vietnam rundt – Fra Syd til Nord på 30 dage

af Michael Gimm Holdensen
19 minutter læsetid

Vietnam er et land vi varmt kan anbefale at rejse til, hvis du er lidt eventyrlysten og ikke er alt for sart. Det er et land med en rig og mangfoldig kultur, vanvittig smuk natur og spændende madoplevelser. Men vær forberedt på et kultur chok af de større! Og vær forberedt på vietnamesisk mad fatigue på et tidspunkt. På 30 dage kan du nemt få nok af forårsruller, Pho og Bahn Mi. Men så er der heldigvis også andre muligheder, hvis budgettet er til det.

I storbyerne i Vietnam er der fuld hammer på, med kaotisk trafik fra de uendeligt mange scootere der kører ud og ind imellem hinanden. Faktisk er der flere scootere i Vietnam end der er mennesker, hvilket er meget tydeligt i storbyerne.

Fordgængerfelterne fungerer ikke som i Danmark (ingen holder tilbage) og lyskryds og fortorve er bestemt heller ikke fredet… I begge (alle) retninger!

Scooter kaos i Ho Chi Minh (Saigon)

Scooter kaos i Ho Chi Minh (Saigon)

Hvis du skal over vejen, skal du glide med trafikken som alle andre. Når først den værste dødsangst har lagt sagt, ved at krydse en tæt befærdet vej hvor du fra første skridt tror du og familien bliver kørt ned, så finder du ud af, at det faktisk virker.

Hvor Danmark fungerer ved at alle indordner sig efter rød/grøn signaler og faste regler for afvikling af trafikken, så minder trafikken i Vietnam mere om en million myrer der færdes fra et sted til et andet og krydser ind og ud imellem hinanden undervejs. Der dyttes helt vildt, men ikke hvor folk bliver sure på hinanden. Man dytter for at signalere at “her kommer jeg”.

Vi så faktisk heller ikke nogen komme til skade eller lave ridser på deres køretøjer. Det at ingen biler havde ridser, var specielt, taget i betragtning af, at vi lige var kommet fra Spanien, hvor ALLE biler havde ridser.

Udover storbyerne Ho Chi Minh og Ha Noi i Vietnam, der befolkningsmæssigt er på størrelse med Danmark, er der også mindre og meget charmerende byer som fx Hoi An. Dertil smukke natur områder i nord omkring Sapa og Ha Giang, hvor man kommer helt ud på landet og får nogle markant andre oplevelser.

Museum om Vietnam krigen

Krigsmuseet i Ho Chi Minh (Saigon)

Vietnam har en spændende historie, som kan ses i arkitekturen og kulturen i dag. I nyere tid har USA og Vietnamkrigen i særdeleshed sat nogle tydelige negative spor, men også tiden under fransk indflydelse kan ses flere steder.

Vietnameserne er meget venlige og imødekommende og særligt som lyshåret får man en del opmærksomhed. Til tider også FOR meget. Kort sagt, har Vietnam lidt af det hele til alle. Uanset du vil på shoppetur efter lækkert og billigt skræddersyet tøj, sko og lædervarer,  på eventyr i bjergene på scooter eller motorcykel eller udfordre dig selv og dine nerver i storbyerne.

Vi havde helt sikkert en fed tur med ups and downs, som du kan læse mere om nedenfor og i slutningen af indlægget har jeg tilføjet hvordan vores “rejseplan” endte med at blive og hvad vi ville ændre, hvis vi kunne gøre det om.

Vietnam rejseforberedelser

Forberedelser til rejsen hjemmefra

Der er en række ting du med fordel kan forberede hjemmefra.

1. Søg visum via den officielle side. Der er mange udbydere hvis du googler, men dette er den officielle og billigste. For os tog det under en uge at få visum og det gælder 30 dage (2023).

2. Vi har brugt en række apps og sider som har hjulpet os en del. Dem får du her:

  • Grab – uundværlig til booking af taxa eller evt levering af mad. Taxa er billigere med Grab end officiel taxa og du slipper for at betale med kontanter (det koster at hæve penge).
  • Booking.com til overnatning.
  • Airasia.com til flybilletter. Fungerer som Momondo. Enten på app eller hjemmeside. Vi brugte den til at finde de bedste/billigste billetter og gik derefter direkte til udbyderen. Ofte er det vietjetair.com eller bambooairways.com.
  • Klook og Tripadvisor til booking af ture. Mange hoteller tilbyder også ture og vi brugte et hotel en af gangene. Men på Klook kan du se hvad andre folk siger inden du køber.
  • Wanderlog. En helt fantastisk (gratis) app hvor du kan samle alt din planlægning, bookinger, flybilletter og meget mere. Vi har købt pro versionen men den gratis er også super fin.
  • Whatsapp. Alle bruger den her.
  • Siden Baolau.com til booking af togbilletter. Fungerer super godt og gebyret for at bruge dem er noget der ligner 5 kr. Man kan booke togbilletter direkte hos Vietnam Railways, men så skal du have vietnamesisk kreditkort eller møde op på en station.
  • Skype, hvis du har brug for at ringe til et almindeligt tlf. nr. i DK, hvor vedkommende ikke nødvendigvis bruger Whatsapp eller nogle af de andre apps. Du kan bare tanke op med 30 kr. og så er der rigeligt til dine opkald.

3. Myggespray og solcreme. VENT med at købe det til du ankommer. Den danske myggespray er ikke stærk nok og det hele er lidt billigere her.

4. Rejser du med rygsæk vil jeg anbefale at bruge nogle opdelingsposer som vi har gjort. Så slipper du for at tage alt tøjet op hver gang du skal finde noget. Vi købte dem her på amazon og de har været virkeligt gode og holdbare.

5. Køb data simkort med fri data via Klook og hent det i lufthavnen når du lander. Hvis du har installeret WhatsApp eller Messenger kan du både ringe og skrive via den.

6. Vaccination. Få den på plads hjemmefra i god tid og husk særligt Dukoral (mave vaccine) hvis du skal afsted i længere tid. Den er dyr men du minimerer risikoen for en omgang dårlig mave. Dukoral var udsolgt i Spanien da vi skulle afsted, så vi måtte døje med lidt maveproblemer den første uge. Dog var det ikke noget katastrofalt.

Malaga til Vietnam

Fra Malaga til Ho Chi Minh

Vi fik sagt farvel til Benalmadena i Spanien og fløj med Turkish Airways via Istanbul til Ho Chi Ming – eller Saigon som byen hed frem til 1975.

Flyveturen tog 4t 20min fra Malaga til Istanbul. Herefter 3,5 times ventetid i Istanbul lufthavn, for derefter at flyve de sidste 10 timer til Ho Chi Ming.

Turen gik over al forventning og børnene fik både sovet lidt og set film på det omfattende underholdsningsunivers der var på hvert sæde i flyet.

Ho Chi Minh i Vietnam

Statue af den nordvietnamesiske kommunistiske leder, Ho Chi Minh, som Saigon ændrede navn til efter Vietnam krigen.

Ho Chi Minh City (Saigon)

Ho Chi Minh City er en giga by i det sydlige Vietnam med en befolkning på omkring 9 millioner mennesker og en travl (kaotisk) atmosfære. Byen hed tidligere Saigon, men blev omdøbt til ære for Vietnams tidligere kommunistiske leder, Ho Chi Minh, efter hans død i 1969. Hvis du er lidt filmnørd, lyder navnet Saigon sikkert bekendt, fra diverse amerikanske film om Vietnam krigen.

En af de mest bemærkelsesværdige ting ved Ho Chi Minh City er den store mængde scootere, der fylder gaderne og bidrager til en helt vanvittig trafik. Du kan faktisk købe t-shirts med mottoet “I survived Ho Chi Minh traffic”, så vietnameserne ved det godt selv.

Byen har en række attraktioner, herunder krigsmuseet, som giver en indsigt i Vietnamkrigen og de grusomheder amerikanerne påførte befolkningen for at forhindre udbredelsen af kommunisme. Særligt giftstoffet “Agent Orange” de i stor stil sprøjtede ud over store landområder, bidrager til at børn den dag i dag stadig fødes med defekter, der minder om ofre fra atom ulykker.

Til dem der ikke husker historien så gik krigen ikke så godt for USA og Vietnam blev kommunistisk og er det stadigt i dag.

Cu Chi tunnels i Vietnam

Cu Chi Tunnellerne

En populær udflugt fra Ho Chi Minh er en tur til Cu Chi tunnellerne, hvor man kan udforske de underjordiske tunneler, som Viet Cong brugte som skjulesteder, transport og kommunikation under Vietnam krigen. Det var ret fascinerende at se hvordan der nærmest har været en hel by af sofistikerede tunneller under jorden på et kæmpe stort område der strækker sig fra Saigon til Cambodia. En afstand på omkring 250 km.

Efter at have oplevet det, forstår jeg også bedre hvorfor så mange amerikanere under Vietnam krigen kom hjem med PTSD og andre sindslidelser. De må konstant have været bange under deres patruljer, for alt fra de ondeste fælder, til vietcong soldater der pludselig kommer op af et hul og skyder. Læg hertil Malaria og andre spændende ting fra junglen, så kan det give de fleste hårdføre mænd mareridt.

Vi bookede en tur via Klook med speedbåd på Saigon floden ud til tunnellerne. Med speedbåd er man fremme cirka en times tid før busserne, så vi havde meget udstillingsområdet for os selv, sammen med vores guide.

Bitexco Financial Tower

Bitexco Financial Tower i midten. Ved platformen er der flot 360 graders udsyn over byen.

Andre seværdigheder i Ho Chi Minh

Bitexco Financial Tower er et populært udkigspunkt, hvor du får en fantastisk udsigt over byen. Du kan også finde mange shopping centre i Ho Chi Minh City, hvor man kan købe alt fra lokale håndværk til ægte varer og kopivarer af internationale mærker. Om de er billigere end Danmark ved jeg ikke, da det i skrivende stund er et par år siden vi har shoppet i Danmark.

Operahuset og Saigon Central postoffice er også smukke bygninger der er værd at gå forbi.

Byen har en lang historie med fransk indflydelse, og man kan stadig se spor af den franske kolonitid i byens arkitektur og køkken. Herunder den nationale sandwich Bahn Mi som er inspireret af den franske baguette.

Vi var her 4 dage i april og det var rigeligt for os. Her var varmt, fugtigt og larmende. Alle dagene havde vi 37-39 grader, men så (heldigvis) ikke solen.

Der er mange ture der starter og slutter i Ho Chi Minh. De er nemme at booke via Klook, Tripadvisor, eller på hotellet du bor på og udbydes ligeledes mange steder rundt om i byen.

Can Tho madmarked

Mekong tur lige efter solopgang for at opleve mad markedet.

Can Tho madmarked på Mekong floden

Efter Ho Chi Minh tog vi med limousine taxa, som det så fint hedder, til Can Tho. Det var ikke ret dyrt og det er MEGET mere behageligt at rejse sådan end med bus. Få evt. hjælp fra hotellet til at ringe til dem og booke, hvis du ikke selv kan.

Can Tho er en by i det sydlige Vietnam og den største by i Mekong-deltaet. Byen er kendt for sit livlige madmarked på floden, hvor de lokale handler med hinanden med frugt og grønt, kød og meget andet. 

Vores guide Mariah (super god guide) på turen på Mekong floden fortalte, at mange vietnamesere dyrker deres varer hjemme i en lille have og sælger dem på markedet hvor de til gengæld kan købe varer fra de andre handlende. En form for bytteøkonomi som i de (gode) gamle dage i Danmark. Men også en nødvendighed da gennemsnitslønnen er omkring $200 om måneden jf. hende.

Can Tho madmarked på Mekong delta

Mekong floden er desværre også kendt for sit store affaldsproblem, som vi så med egne øjne. De lokale tænker ikke på miljøet, da ting som overlevelse og økonomi til at sende børnene i skole fylder det hele for dem. Vores piger kunne slet ikke forstå der var så meget affald over alt.

Til trods for affaldsproblemet, er floden stadig en vigtig del af livet for mange af de lokale, som bruger den særligt til transport og handel med fødevarer. Fisk er der ikke meget tilbage af.

Den ældre generation bader stadig i floden og ordner ligeledes opvask og tøjvask.

Blæksprutte-æbleskiver…noget…

Can Thos Night Market er et populært sted for turister og lokale, som samles for at nyde gadekøkken, underholdning og shopping. Særligt om lørdagen er der gang i gaden med fest og sjov, og markedet er en god mulighed for at opleve den lokale kultur og smage på traditionelle vietnamesiske retter… hvis du tør.

Vi fik bl.a. vovet os ud i noget der bedst kan beskrives som æbleskiver med blæksprutte. Men også en vegetar ret der kaldes for Morning Glory (med hvidløg). Sidstnævnte var ret lækker.

Om det var tidspunktet på året, vietnamesisk imødekommenhed eller bare fordi vi er smukke ved jeg ikke. Men vi følte os lidt som en turistattraktion for de lokale i byen. Folk kiggede og vinkede hele tiden.
Når vi skulle krydse vejen, kiggede folk på scootere på os, som om vi var celebrities. Særligt Carla med sit helt lyse hår fik mange blikke. I starten var det lidt sjovt.

Phu Quoc kabelbane

Kabelbanen fra Phu Quoc til en nærliggende ø, der nærmest er ét stort badeland.

Chartertur på Phu Quoc

Efter en uges vandren i byernes trængsel, larm og konstante 37-40 grader, havde vi brug for lidt badeferie. Så vi tog til øen Phu Quoc i nærheden af Long Beach på østsiden, hvor vi boede de første 4 dage.

Phu Quoc ligger i Thailandsbugten, ud for kysten af Cambodja og Vietnam og her kommer alt fra backpackere til luksusrejsende, samt en del vietnamesiske turister.

Det skulle have været 7 overnatninger samme sted, men stranden som vi boede et par skridt fra, og som vi troede var en paradis strand – var forfærdelig! Aldrig har jeg set SÅ meget affald på en strand før.

Læringen var, at offentlige strande ikke holdes så godt. Vi hørte jo også fra vores guide Mariah på Mekong turen, at vietnameserne ikke bekymrer sig synderligt om miljøet og bare smider alt skrald i floden. Det var meget tydeligt her.

På hotellet hvor vi var bad jeg derfor om, at få annulleret opholdet og de gik heldigvis med til at annullere de sidste 3 nætter. Vi havde en snak om strandende og hun fortalte at frem til april er det generelt bedst på østsiden af øen og herefter på vest siden. Men det betyder nok mest om stranden er offentlig eller privat, vil jeg tro.

fængsel fra Vietnam krigen

Coconut prison på Phu Quoc. Her blev Vietcong (nordvietnameserne) fængslet og tortureret.

Oplevelser og ture på øen

Der er nok at lave på Phu Quoc og det er nemt at booke bådture, leje scooter eller bil med chauffør.

Vi bookede en stor ny Toyota 7 sæders bil med chauffør en hel dag for 800.000 Dong (ca. 230 kr). Han kørte os rundt på sydøen hvor vi så lidt forskelligt. Hovedattraktionen for os var Sao Beach. Men der er også et fængsel fra Vietnam krigen og en perlefarm der var interessante at opleve.

På nordsiden af øen er der også en række ting at se, herunder det meget besynderlige Vin Wonders. En by på øen der er lavet som en kopi af Venedig, med vietnamesiske gondol sejlere og meget andet! Vin Wonders (og Sunworld) er i øvrigt at finde flere steder i Vietnam. Om man kan lide hvad de laver er nok en smagssag. Mere om det senere.

Hoi An - Lanternernes by

Hoi An.

Hoi An, Lanternernes by

Efter en uges badeferie på Phu Quoc tog vi med fly videre til Da Nang og en taxa herfra til Hoi An. Endnu en UNESCO destination.

Vi havde hørt meget godt om Hoi An og besluttede derfor at det skulle være basen for de næste 3 nætter.

Hoi An har en ældre bydel der er meget charmerende, hvor det store tema er lanterner. Her er smukt og hyggeligt. Hoi An har ligeledes et lækkert strandområde der er så godt, at vi sagtens kunne have brugt flere dage her, på bekostning af Phu Quoc. Så vidt jeg ved er den offentlig, men alligevel var den rigtigt pænt ryddet. Her var endda fede bølger så vi kunne body surfe, ligesom vi gjorde i Spanien. Sidst på dagen blev der dog noget crowded…

Hoi An strand

Hoi An strand. Der var national helligdag denne dag og alle søgte til stranden. Normalt er der vidst ikke så meget tryk på.

Skræddersyede suits og håndlavede lædersko og tasker

Hoi An er desuden kendt for sine mange forretninger der tilbyder skræddersyet tøj, sko og tasker m.m. i lækre materialer. Det er familieforetagener der ofte har beskæftiget sig med faget i generationer. Vores indtryk var at de var ret dygtige.

Vi havde egentligt ingen planer om at købe tøj, men endte med lidt kjoler til pigerne, et par jakkesæt til mig i lækker cashmere uld og et par lækre læder tasker. Alt sammen håndlavet og tilpasset inden for 24-48 timer. Ret imponerende.

Prisen for et jakkesæt er cirka det samme over hele byen, hvor et sæt som mit i cashmere uld kostede 150 dollars for 3 dele. Jakke, bukser og vest. Jeg droppede vesten til fordel for et ekstra par bukser til hvert sæt.

Hoi An Homestay

Hoi An Homestay.

Vi boede hos Hoi An Dat Cam Homestay som vi var virkeligt glade for. Vores vært henviste os til en familieshop (de hjælper jo hinanden) og jeg var lidt skeptisk til at starte med. Der var jo nærmest flere hundrede skræddere i byen, så at vælge den første er ikke lige min stil!

Men oplevelsen med Cloth Shop 52, var virkelig god! De var søde og hjælpsomme hele vejen igennem. Og resultatet var virkeligt godt.

Vi endte med at sende det hele til Danmark, hvor de også hjalp med den del. Alt i alt en rigtig god oplevelse.

Ba Na Hills Sunworld

Ba Na Hills – endnu en oplevelse fra SunWorld.

På dagstur til “fake Europe” – Ba Na Hills i Da Nang

I Hoi An købte vi en dagstur til endnu en SunWorld park i Vietnam. Denne gang gik turen med kabelbane op i bjergene lidt uden for Da Nang. Vi var blevet solgt på den meget specielle bro de har bygget deroppe, men var ikke forberedt på hvad der ventede os.

På Phu Quoc var vi også stødt på to områder hvor man forsøgte at genskabe Europæiske byer, herunder Venedig. Men her oppe i bjergene har de bygget slotte og kirker i bedste fransk stil og forsøgt at give dem lidt patina. Mega mærkeligt!

Det var så skørt at opleve at vi ikke helt kunne beslutte os for hvad vi mente om oplevelsen. Vi var jo taget til Vietnam for at opleve asiatisk kultur. Ikke se en kopi af Europa, som man jo ikke bare kan kopiere.

Coconut boat i Hoi An

Sejltur i en “coconut boat”.

Vietnamesisk madlavning med Carlas krabber

En anden tur fra Hoi An gik forbi markedet samt en tur ud at sejle i nogle små runde bambus både. Turen i bådene var hyggelig og de gamle lidt spøjse damer på +60 der sejlede bådene gav den fuld gas. Med “Gang nam style” og “picture” “picture” mens der oppe fra vejen kørte det vildeste disko musik.

Turen rundt på markedet med guiden var meget informativ. Hun fortalte hvordan kød og fisk lå ude hele dagen og at hun altid handlede MEGET tidligt når det hele var friskt. På turen rundt så vi bl.a. en dame der hakkede fisk ud i mindre stykker, mens 500 spyfluer desperat forsøgte at sætte sig på dem…

Forestil dig en fiskehandler i Danmark hvor fiskene ligger på et bord – UDEN is – i 35-40 grader. Sgu ikke så lækkert…

Det vi senere fik at vide var, at kødet på sådan et marked er dyrest om morgenen og billigst om eftermiddagen… Tanken gik herefter for mig på at være vegetar i Vietnam eller i det mindste gå helt uden om de billigste restauranter.

Vi kørte videre til en familie restaurant og tilberedte her en række retter der alle sammen var ret gode. En af dem var med de krabber vi fangede da vi sejlede i bambus bådene, hvor Emma også fangede en. Carla gjorde næsten også.

Med tog fra Da Nang til Hue.

Fra Da Nang til Hue med tog

Fra Hoi An kørte vi videre til Da Nang hvor vi stod på toget der kørte mod Hue. Turen med tog fra Da Nang til Hue er en helt speciel flot strækning. For at få billetter kan de bookes direkte ved dsvn.vn hvis man har et vietnamesisk kreditkort eller kan finde en station hvor man kan betale dem. Booker du på deres side, holder de dog kun et halvt døgns tid hvis du ikke får betalt med det samme.

Jeg bookede med Baolau.com i stedet, der fungerer lidt som fx Momondo i Danmark. Her blev der lagt omkring 20 kr oveni den samlede pris på alle vores billetter og til gengæld kunne vi betale med Visa/Mastercard. Vi kunne også vælge pladser. Du skal vælge højre side ved vinduet, hvis du kører fra syd mod nord.

Vi bookede togturen cirka en uges tid før vi skulle køre med det. Selvom april ikke et højsæson så rejser mange med toget og der var få ledige pladser tilbage.

Selve togoplevelsen var ikke noget særligt og selvom der var delvis aircondition ombord, så var der ret varmt. Udsigten undervejs var dog lækker. Men husk at sidde i højre side af toget, hvis du kører fra Da Nang til Hue. Der er ikke så meget at se i venstre side. Book turen med Baolau.com.

Vi havde blot en enkelt dag i Hue inden vi tog videre mod Hanoi med fly. Her fra startede vores tur rundt med bil i det nordlige Vietnam.

Ban Gioc vandfald

Ban Gioc vandfaldet. Billedet her er kun en mindre del af området.

Sapa og Ha Giang loop samt en tur til Kina med privat chauffør

Hvad koster det mon at leje en stor ny Toyota 7 sæders SUV i 8 dage i Danmark – MED chauffør? I Vietnam lejede vi en bil inkl chauffør og alle udgifter til ham og bilen for 6.000 kr. for 8 dage. Hertil udgifter til overnatning, men de steder vi boede kostede i gennemsnit 250 kr. pr. nat inkl. morgenmad for os alle 5.

Ha Giang Loop med bil

Ha Giang Loop udkigspunkt.

Man kan sagtens gøre det meget billigere ved at leje scooter eller motorcykel. Og er vejret godt, så er det uden tvivl en endnu federe tur. Vores tur i bilen var dog virkeligt god og vi gjorde holdt alle de rigtige steder undervejs. Nogle af dagene regnede det også, så her var det uden tvivl federe i bil end på scooter.Hele turen var med udgangspunkt i Ha Giang Loop. Man kører rundt i den vildeste natur med rismarker formet som trapper ned af bjergskråningerne, candyfloss lignende bjerge man ikke finder i Europa og små landsbyer hvor tiden står stille.

Ha Giang Loop er en tur i sig selv, men vi valgte at tilføje Sa Pa først på turen, samt Ban Gioc vandfaldet ved den kinesiske grænse sidst på turen.

Cat Cat village

Cat Cat Village

Alt på turen var virkeligt smukt og en god oplevelse, men er man lidt i tidsnød og skal man ikke hike, ville jeg nok fravælge Sa Pa by og Ban Gioc vandfaldet. Særligt hvis målet er at opleve naturen. Både Sa Pa og Ban Gioc vandfaldet ligger nemlig ret langt væk fra Ha Giang loopet.

Vær også opmærksom på, at hele turen forgår i bjergene, med veje der slingrer en hel del. For os blev det lidt en udfordring, særligt på bagsædet.

Cat Cat village derimod, skal man ikke snyde sig selv for. Det er en ret unik oplevelse, med et folk der stadig lever som de altid har gjort. Dog lige med det aberdabei, at de nu er en turistattraktion og tager penge for at lukke folk ind.

Hoan Kiem Lake i Hanoi

Hoan Kiem Lake i Hanoi.

Ha Noi

Ha Noi var udgangspunktet før Ha Giang Loop og igen efter turen. Det er endnu en storby på lige fod med Ho Chi Minh, men dog med en oplevelse af, at det hele var lidt mindre kaotisk. Måske også en anelse mere grønt i områderne omkring byen og der var en række søer rundt omkring. Den mest besøgte sø i den gamle bydel langs butikker og restauranter, hedder Hoan Kiem Lake Park. Her er der et lille tempel i midten.

Ha Noi er, ud over at være hovedstaden, også udgangspunktet for rigtigt mange dagsture eller ture med overnatning i de omkring liggende områder. Nogle af de mest populære er Nimh Binh, Halong Bay, Sa Pa og Ha Giang Loop.

Halong Bay

Halong Bay

Halong Bay

Vi havde lige plads i kalenderen til en enkelt dagstur mere som blev en sejltur på Halong Bay. Turen startede med afhentning på hotellet om morgenen og aflevering på hotellet sent samme aften. Man kan også tage turen med op til flere overnatninger på diverse 3-5 stjernede både. For os var det dog helt passende med en enkelt dagstur, som vi bookede via vores hotel.

Vi ankom til båden ved middagstid og var afsted i 6 timer. Turen startede med en menu med alt for meget, men meget lækkert mad. Herefter afslapning på båden udendørs, mens vi kunne nyde den smukke udsigt til vand og candyfloss lignende bjerge, der majestætisk rejste sig op af vandet alle steder.

Halong Bay i Kajak

Kajak tur rundt i Halong Bay.

Da vi ankom til et område med grotter var vi en tur i 2-3 personers kajakker rundt i området, hvilket var ret fedt. Resten af turen stod på badning på båden og dens 2 vandrutsjebaner, vietnamesisk madlavning, dessert og retur til havnen, ca. kl. 18.00.

Båden havde glasvinduer hele vejen rundt, så selv når vi var indendørs, havde vi et helt fantastisk udsyn til de mange smukke bjerge, i området der er tilføjet UNESCO’s liste ad flere omgange.

Det er bestemt en tur du ikke skal undvære, når du besøger Vietnam og der er mange muligheder for enten dagsture eller op til flere overnatninger. Det er en smagssag hvad der er nok, men for os var én hel dag perfekt!

Er Vietnam værd at besøge?

Der er plusser og minusser ved Vietnam og jeg vil mene at det ikke er en destination for alle. Der er stor forskel på om du rejser som ung eller gammel, med børn eller uden børn. Ligeledes om du bor et par enkelte steder på fine hoteller og tager på udflugter, eller som os rejste med rygsæk fra syd til nord, hvor vi boede 15 forskellige steder på 30 dage.

Her er vores umiddelbare fede oplevelser og udfordringer, i og med Vietnam.

Det fede

  1. Opleve en ny kultur og nogle mennesker der er markant anderledes end en selv.
  2. Mad og drikke. Fedt at prøve en masse nyt.
  3. En hel vild natur i det Nordlige Vietnam. Det var her vi for alvor følte det blev fedt og autentisk. Ubeskriveligt smukt og en rejse tilbage i tiden.
  4. Vildt billigt at rejse, spise og sove, tage på udflugter osv.
  5. En på kultur opleveren der gør, at du værdsætter Europa i langt højere grad, når du kommer tilbage!

Udfordringer

  1. Mad og drikke. Efter en uge med Pho (suppe) til morgenmad, Bahn Mi (baguette med grønt og kød) til frokost og diverse forårsruller og ris, nudler til aftensmad, så trængte selv jeg til noget andet. Det er faktisk første gang på 2 år, at jeg havde brug for noget andet at spise end det man spiser i det land man er i. I byerne er det nemt nok at finde alternativer, men når man kommer lidt længere væk, kan det være svært.
  2. Børnene havde det generelt svært med maden selvom de egentligt er mindre kræsende end gennemsnittet.
  3. Der er ulideligt varmt og fugtigt. Særligt i storbyerne er det slemt.
  4. Vietnameserne var ret pushy i turistområderne og særligt vores lille Carla på 4 år, skulle stå model til meget. “Picture”, “Picture” HELE tiden. Nogle gik hen og tog om hende, rørte ved håret osv. Ok med nogle af pigerne/damerne, men når mændende også begyndte, blev det for meget.
  5. Konstant larm fra de mange scootere – særligt i byerne.
  6. Hygiejne. Fra affald i floderne og på gader og stræder, til den dårlige lugt fra det brændsel der bruges i samtlige madboder langs vejkanterne. Dette kombineret med en tur på forskellige madmarkeder, hvor kød og fisk ligger frit fremme hele dagen, uden nogen former for nedkøling – i 35-40 grader.

Nå… det blev til lidt flere minusser end plusser. Dermed ikke sagt at Vietnam var en dårlig oplevelse. Bestemt ikke! Men jeg tror, at man skal være forberedt på, at der venter et kultur chok. Ligeledes må man ikke være sart eller alt for kræsen. Start evt. med en ferie til Albanien inden du backpacker igennem Vietnam med børnene. For os var dét en meget nemmere tur. Den kunne også klares i egen eller lejet bil. Det tør man ikke i Vietnam.

Nice-to-know om Vietnam

Ovenstående var vores tur rundt, fra syd til nord Vietnam. Mange rejser også fra Nord til Syd, men jeg vil påstå, at de smukkeste oplevelser på turen lå i det nordlige Vietnam. Nedenfor har jeg samlet lidt løst og fast om, hvad vi har lært på turen.

Priser og penge i Vietnam

  • Valutaen hedder Dong og 100.000 Dong svarede til ca. 30 kr. i maj 2023.
  • Vi oplevede at prisniveauet var noget forskelligt i de enkelte byer. Særligt Ho Chi Ming var dyrere end byer som Hoi An og Hue.
  • Priser for overnatning for os fem lå typisk på mellem 100-400 kr pr nat inkl. morgenmad.
  • Når vi spiste ude var det typisk 100-200 kr, men enkelte steder lidt dyrere.
  • Iskaffe eller te kostede typisk 10 kr og sodavand og øl mellem 5 og 10 kr på barer, caféer osv. Vietnamesisk kaffe er MEGET stærk!
  • Taxa kørsel er ekstremt billigt og vi brugte primært Grab. Ofte bliver man overfaldet af diverse chauffører der gerne vil køre dig. Men tjek prisen på Grab først og overvej om prisen er den rigtige. De forsøger tit at få dig til at betale det dobbelte. Grab var derfor mere “sikkert” syntes vi. Dertil kunne vi også betale med kort. Det koster nemlig at hæve kontanter i automaterne. Ca. 4%.
  • Shopping af kendte mærker i storcentre virkede ikke til at være billigere end i Europa. Til gengæld kan man købe alle former for kopier i forskellige kvaliteter til nærmest ingen penge. Fx en T-shirt til 50 kr.
  • Alle steder hvor der ikke er et prisskilt på, SKAL du huske at prutte om prisen. Bare vær klar til at gå, hvis du ikke får din vilje, så skal de nok kalde dig tilbage. Alt fra cykel taxa til tøj.

Vietnamesisk påklædning

Fun facts om Vietnam

En af de ting man ikke kan undgå at lægge mærke til er vietnamesernes påklædning. Mens os fra den nordlige halvkugle render rundt i næsten ingenting og alligevel er gennemblødt af sved fordi termometeret viser 35-42 grader, så er vietnameserne anderledes påklædt.

Den mest almindelige påklædning er lange bukser, trøje/jakke, hat, maske – samt solbriller, hvis maske og hat ikke dækker tilstrækkeligt af ansigtet.

Jeg spurgte flere undervejs på turen og årsagen til påklædningen er ikke fordi de fryser. Masken er heller ikke brugt primært på grund af forurening (eller Covid). Den primære årsag er, at de gerne vil have lys hud. Så lys som mulig.

Den ene guide vi mødte fortalte at hendes mor skældte hende ud, hvis hun havde fået for meget sol på armene.

Der findes endda forskellige behandlinger de kan købe for at lysne huden. Alt fra kosmetiske behandlinger til noget man drikker. Lidt modsat os der gerne vil være lidt “tanned”.

Spiselige fuglereder

Flere gange undervejs stødte vi på huse der var indrettet med små huller i væggene udendørs. De bruges til en bestemt type fugl der bygger reder i noget helt lyst risnuddel-lignende materiale.

Reden bliver efterfølgende fjernet, steriliseret og omdannet til noget der kan spises på den ene eller anden måde. Særligt kineserne vil meget gerne købe dem og betaler op til flere tusinde dollars for en rede. Efter sigende skulle det hjælpe gravide, ældre, syge osv.

Vietnam rejseplan 30 dage – dag for dag

Dag 1 (Saigon) – Vi landede kl 16.55 i Ho Chi Minh og tog en Grab fra lufthavnen til hotellet. (Bookes via Grab appen).

Dag 2 (Saigon) – Shoppedag i et par af de mange store centre.

Dag 3 (Saigon) – Vietnam war museum, Operahuset, Bitexco Financial Tower, m.fl.

Dag 4 (Saigon) – Cu Chi tunnels tur. Transport med speedbåd via Saigon floden.

Dag 5 (Saigon / Can Tho) – Transport fra Ho Chi Ming til Can Tho. Night market om aftenen.

Dag 6 (Can Tho) – Mekong Delta madmarked, risnuddelproduktion m.m.

Dag 7 (Can Tho / Phu Quoc) – Fly til Phu Quoc

Dag 8 (Phu Quoc)

Dag 9 (Phu Quoc) – Rundt om Syd øen med egen chauffør.

Dag 10 (Phu Quoc) – En tur med kabelbane til Sun World vandland m.m.

Dag 11 (Phu Quoc)

Dag 12 (Phu Quoc)

Dag 13 (Phu Quoc)

Dag 14 (Phu Quoc / Hoi An) – Fly fra Phu Quoc til Da Nang og med taxa til Hoi An.

Dag 15 (Hoi An) – Shoppe tasker og tøj og lære at lave vietnamesisk mad.

Dag 16 (Hoi An) – Tur til “Fake Europa” i Da Nang.

Dag 17 (Hoi An / Hue) – Hoi An til Da Nang og med toget til Hue.

Dag 18 (Hue / Ha Noi) – Til Ha Noi med fly fra Hue

Dag 19 (Ha Noi) – Water puppets show og cykeltaxa rundt i Ha Nois gader.

Dag 20 (Ha Noi / Sa Pa) – Ha Noi til Sa Pa med chauffør – Starten på vores Ha Giang Loop tur.

Dag 21 (Ha Giang Loop) – Sa Pa, Cat cat village – Fansipan Peak mountain. Vi droppede turen med kabelbane da vi allerede havde været med to andre, fra det samme selskab.

Dag 22 (Ha Giang Loop) – Køretur på 6 timer til Ha Giang City.

Dag 23 (Ha Giang Loop) – Ha Giang City – Bac Sum Pass – Quan Ba heaven gate – Fairy bosom mountains – Lung Khuy Cave – Lung Tam Village – Duong Thuong Village – Lung Ho Village – Du Gia Waterfalls – Du Gia Village.

Dag 24 (Ha Giang Loop) – Mau Due – Tham Ma pass – Mong King’s palace – Lung Cu flagpole – Dong Van old town – Ma Pi Leng pass – Meo Vac town.

Dag 25 (Ha Giang Loop) – Nho Que River (Boat trip) – Bao Lac – Khau Coc Cha pass – Cao Bang city.

Dag 26 (Ha Giang Loop) – Cao Bang City – Ban Gioc Waterfalls –  Nguom Ngao Cave – Phuc Sen Village – Ha Noi.
Planen var at bruge 1 dag mere på turen, men da det var Livas fødselsdag dagen efter, blev vi enige om at køre de 8 timer det tog, retur til Ha Noi. Så kunne vi fejre hende hele den næste dag.

Dag 27 (Ha Noi) – Livas fødselsdag, med massage, nye negle og god mad i løbet af dagen.

Dag 28 (Ha Noi) – Ha long Bay.

Dag 29 (Ha Noi) – Afslapning.

Dag 30 (Ha Noi / Chiang Mai) –  Ha Noi til Chiang Mai i Thailand med fly.

Vietnam rundt – Den optimale rejseplan

Hvis vi “blot” skulle til Vietnam og retur til Danmark så havde vi prioriteret lidt anderledes. Vi havde nok helt droppet Phu Quoc og i stedet boet lidt længere tid i Hoi An. Her havde vi så fyldt en kuffert op med skræddersyet tøj, tasker, sko m.m. samt klaret vores strandferie her.

Vores 8 dages biltur (der blev til 7) havde vi kortet ned til 4 og dermed helt droppet Sa Pa by og Ban Gioc vandfaldet. Begge dele kan noget, men man skal nok på en hiking tur i Sa Pa området for rigtigt at opleve naturen. Vandfaldet er flot men ikke flottere end det vi har oplevet steder som Albanien, Kroatien og Grækenland.

Vietnam – April til Maj 2023

Interactive map will load automatically in a few moments

4 kommentarer

Kirsten Christensen 23 maj 2023 - 12:14

Fantastisk interessant læsning og helt utroligt, hvad I har oplevet, fordi I åbne og nysgerrige har taget udfordringerne og løst dem! Dejligt “hjem” I har valgt…Vinding er et godt sted.

Svar
Michael Gimm Holdensen 23 maj 2023 - 13:05

Tak Kirsten 🙂

Svar
Mónica 23 marts 2024 - 16:22

Muchas gracias por tu relato. Vamos para Vietnam la semana próxima y tus comentarios nos ayudan a armar nuestro itinerario!!

Svar
Michael Gimm Holdensen 24 marts 2024 - 05:19

Me alegro mucho de que le haya servido de ayuda.
Buen viaje.

Svar

Smid en Kommentar