En masse farveller inden vi rejser mod Berlin

af Michael Gimm Holdensen

På vej til Berlin. Men først farvel til venner, familie og børnenes skole og børnehave i forskellige etaper. Puha! Det var hårdt. Heldigvis er det med den medfølgende sætning... og på gensyn!

Rie og jeg har familie og venner både på Sjælland og flere steder i Jylland, så der var rig mulighed for at sige et tårevædet farvel flere gange.

Pigerne holdt også en lille afskedsfest med deres klassekammerater og Carla i børnehaven. Især for Emma og Liva blev det hele pludselig meget virkeligt, da de nu skal undvære den fysiske kontakt med deres bedste veninder. Det var lidt hårdt.

De sidste to uger var travle med mange arrangementer, et stort DBA-salg (Den Blå Avis), flytning af nogle ejendele til forældre og gode venner og den store vaccinationsrunde for hele familien. Nå ja, og så et interview med Midtjyllands avis om vores rejse. Jeg tror Marianne fra MJA tror, at vi er lidt skøre 🙂

På vej til Berlin fra Rostock
Vi siger farvel til Danmark via Gedser-Rostock, og Carla tager en god lur, mens vi ruller af sted mod Berlin.

Fra Gedser til Berlin

Efter det sidste farvel til Ries forældre lørdag morgen, tog vi færgen Gedser-Rostock og videre til Berlin. Første stop var en campingplads i centrum af Berlin, hvor vi skulle afprøve vores lille gule bus (vi mangler stadig et godt navn til den). 
Som jeg skrev i indlægget Planlægning af turen, kører vi på tyske nummerplader, hvilket allerede har givet anledning til mange gode samtaler... på tysk!

Hvis det ikke havde været for det dårlige vejr, ville det have været en dejlig oplevelse. Regnen besværliggør udpakning og sammenpakning af bilen, og vi slår ikke teltet op for blot en enkelt nat. Det hele bliver derfor lidt Tetris-agtigt.

Vi tilbragte dog kun én nat på campingpladsen og søgte derefter ly for regnen i en Airbnb de næste tre nætter. Ries' fødselsdag blev også fejret her - med lækker italiensk take-away om aftenen og god rødvin. Ingen gaver dog, da vi allerede havde for meget med. Til gengæld blev hun vækket med fødselsdagssange af pigerne og masser af kærlighed.

Berlin historie time
På cykeltur rundt i Berlin i en blanding af regn og solskin. Berlin er et godt sted at cykle, så tag din cykel med, hvis du skal hertil.

John Dillermand tårnet og alt det andet

Berlin er en farverig by med mange interessante og forskellige mennesker og byder på langt flere oplevelser, end vi kunne nå på de fire dage, vi var der. Derfor endte vi med at besøge de steder, som alle andre besøger, men det var også helt fint. Vi skal trods alt have lidt hår på brystet, før vi kaster os ud i noget, der ikke står på Tripadvisor.

Den første dag gik vi lidt rundt med Carla i barnevognen, bl.a. på Alexanderplatz, hvor Carla råbte: "Se, der er John Dillermand-tårnet"! Så nu er det altså det, vi kalder Berlins tv-tårn på Alexanderplatz.

Den anden dag var en 20 km lang cykeltur i regnvejr, hvor vi kørte rundt til forskellige steder i byens centrum. Vi så Reichstag, Brandenburger Tor og gik rundt om mindesmærket (grå søjler) for de myrdede jøder i Europa. Men også et besøg til muren "Eastside Gallery" med en masse fed kunst og en lækker burger hos Burgermeister.

Den tredje og sidste hele dag i Berlin blev brugt på at cykle til Checkpoint Charlie, hvor du kan se og leje de fedeste Trabanter! Derfra videre til det jødiske museum. Sidstnævnte var lidt kedeligt efter vores mening - især for børnene.

Vi har forsøgt at gøre vores børn lidt mere fortrolige med, hvad der skete under Anden Verdenskrig og Tysklands rolle i den - primært med fokus på de mange jøder, der blev dræbt, og hvorfor der blev bygget en mur bagefter. Tanken er, at vi vil fortsætte med dette tema et stykke tid endnu, nu hvor vi er kommet til Polen.

Tropical Island
Tropiske forhold både på campingpladsen og i den store flyhangar.

Tropical Island

Efter en masse historie i Berlin skulle vi ud og bade. Så vi kørte til Tropical Island ca. 60 km syd for Berlin, hvor vi tilbragte et par nætter på campingpladsen. Det er en gigantisk flyhangar, som er blevet ombygget til noget der kan sammenlignes med Lalandia, tror jeg.

Vi ankom relativt sent til Tropical Island, da vi skulle forbi Tempelhofer Feld i Berlin, inden vi tog af sted. Efter min mening var der ikke meget at se her, men vi så kun meget lidt af området.

Alle over 6 år skulle testes for overhovedet at komme ind, hvilket betød, at vi skulle finde et testcenter. Heldigvis lykkedes det os, det var gratis og kun 15 km fra vores destination. Så det lykkedes os at komme ind den første dag, men vi måtte pakke ud og slå vores telt op i mørket og vente til kl. 21.30 på aftensmaden! Men pyt - det var hyggeligt, da vi først alle kom til bords.

Vi er nok ikke så meget til, at lave det samme mange dage i træk, så to dage i vandlandet var fint for os. I Tyskland er de ret strikse med Corona, så vi skulle have nye tests efter 24 timer, hvis vi skulle ind igen på dag 3. Vi syntes, at stedet var meget overfyldt og det var umuligt at finde et sted at sidde eller ligge. Dette selvom der "kun" blev lukket 3.000 gæster ind, i forhold til de sædvanlige ca. 6.000 gæster, på grund af Corona.

Alligevel vil jeg gerne indrømme at børnene syntes, det var meget sjovt, men en swimmingpool med varmt vand og en rutsjebane ville nok have været lige så sjovt.

Herefter fortsætter turen til Østeuropa med første stop i Szczecin i Polen.

Kunst på Berlinmuren
Kunst fra Berlinmuren fremkalder minder om sangen "Mogens og Karen" af Juncker.

Berlin highlights

  • Multikulturel og multietnisk
  • Masser af historie og spændende oplevelser
  • Lækker mad og drikke og rimelige priser på takeaway
  • Det er dyrt at campere i byen, men det er Airbnb for 5 personer også.
  • Berlin er velegnet til cyklister, og det er nemt at cykle. Langt det største plus ved byen.
  • Det er klart bedst i solskin, men med regntøj går det alligevel.
  • 6 dage i Berlin med alle vores udgifter beløb sig til ca. 7.000 DKK.

Smid en kommentar

Følg os på vores rejse!

Vi rejser verden rundt som familie og vil gerne dele vores oplevelser med dig. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag cirka én mail per måned fra os.

Mange tak!