Når du kommer til Albanien, vil du opleve et land med en helt uovertruffen natur. Fra den smukke kyststrækning med de fantastiske strande langs det Ioniske hav i syd, til floder og bjerge der tager pusten fra dig i Nord.
Her er store muligheder for at fiske, dyrke jorden, holde kvæg, udvinde råmaterialer, samt producere energi. Alligevel er landet et af de fattigste i Europa og de fleste jeg kender kunne ikke drømme om at tage hertil som turist. Men hvorfor?
Læs med og bliv klogere på albanerne i min korte gennemgang af, hvad jeg mener er, et fuldstændigt overset paradis. Eller i det mindste et overset land, der kunne være et paradis og nok bliver det inden for de næste 20 år.

Det albanske flag har sine to ørne fra den byzantinske periode og farven på flaget fra helten Skanderbeg, der hejste det på sin borg i Krujë.
Fakta om Albanien
Albanien ligger på den vestlige del af Balkan og grænser op til Grækenland mod syd, Nordmakedonien og Kosovo mod øst og Nordøst, samt Montenegro mod Nord. Krydser du Adriaterhavet fra Albaniens østligste kyst, rammer du Italiens støvlehæl.
Albanien har en smuk natur, med mange bjerge, smukke strande og er generelt meget frodigt. Det højeste bjerg er Korab på 2.764 meter over havets overflade. Det ligger på grænsen til Nordmakedonien og en af flere nationalparker.
Det albanske køkken er meget inspireret af det græske og italienske køkken, men har også egne specialiteter. Vinproduktion er (2022) endnu ikke noget de gør sig så meget i, da de fleste druer bruges til at producere Raki.
Det er billigt at rejse i Albanien! Du kommer nemt 2-3 gange længere for dine sparepenge her, sammenlignet med andre destinationer i Sydeuropa. Nationalparkerne er gratis, hvor det i fx Kroatien nemt koster 800 kr. for en familie, for et dagsbesøg.
- Indbyggertal: 2,8 millioner.
- Drikkevand: Kan drikkes fra hanen de fleste steder, men spørg de lokale.
- Valuta: LEK. 1000 LEK svarer til 60 Kr. / 8,4 Euro.
- Størrelse: Landet er 28.703 km2, hvor Danmark er 42.933 km2.
- Hovedstaden i Albanien hedder Tiranë eller Tirana.
Albanernes forfædre fra Illyrien
Albanerne nedstammer fra illyrierne – der omkring Bronzealderen – år 2000 fvt. migrerede fra Centraleuropa til Albanien. De fordelte sig i Nord og Syd Albanien ud fra deres dialekter Geg og Tosk.
Den dag i dag er det samme fordeling, hvor Geg tales i den nordlige del og Tosk i den sydlige. Albanerne forstår dog hinanden uden problemer.
Geg bruges også i Serbien, Montenegro, Kosovo og Nord Makedonien. Tosk er mere præget af det græske og italienske sprog. Begge dialekter er stærkt præget af skiftende herredømmer i landet.
Indtil 1908 har der ikke eksisteret ét officielt skrivesystem, da man brugte en række systemer fra andre europæiske lande. Men fra 1908 overgik Albanien til det latinske alfabet, som vi også bruger i Danmark.
De mange Krige der formede landet
I mange år var Albanien et land der passede sig selv da det var svært fremkommeligt på grund af landskabet. Men fra tiden omkring romerriget og frem ændrede det sig.
I det 2. århundrede f.v.t. blev landet erobret af Romerne og fra slutningen af det 4. århundrede e.v.t. var de under Byzantinsk styre. Herefter gik de på omgang mellem Vestgoterne, Hunnerne, Bulgarerne og Slaverne indtil 1500 tallet, hvor de blev erobret af de Osmanniske styrker.
I tiden frem til det Osmanniske rige var Albanien stærkt påvirket af den vestlige og overvejende kristne kultur, men da de Osmanniske styrker overtog magten i landet, blev Albanien helt afskåret fra vesten.
Fra det 15. århundrede og 400 år frem var Albanien underlagt Osmannerne og dermed et muslimsk herredømme. Hvilket har været en medvirkende faktor til, at de som det eneste land på Balkan og for den sags skyld i Europa, er udpræget muslimsk.
Republik efter vestligt forbillede
Det var først i slutningen af det 19. århundrede at Albanien brød med Osmannerne og vendte sig mod de gamle alliancer i Europa.
I 1912 blev Albanien erklæret uafhængig men allerede året efter indsatte de dominerende europæiske stormagter (Østrig-Ungarn, Tyskland, Frankrig, Italien, England, Tyskland og Rusland) en regent til at lede landet som et monarki.
Albanien blev styret som et Monarki gennem de to verdenskrige og nåede lige akkurat, at blive ofre for Mussolinis fascistiske invasion af landet i april 1939.
Efter krigen blev Albanien en del af den kommunistiske blok, sammen med resten af Jugoslavien. Det varede frem til 1987, hvor Albanien, inspireret af vesten, gradvist overgik til en demokratisk styreform og er i dag en Republik.
Den nuværende grundlov i Albanien er fra 1998 (Danmarks er fra 1849 og USA’s fra 1776) og den albanske Republik styres med én præsident og én premierminister, samt en sammensætning af en række politiske partier.
Premierministeren hedder (2022) Edi Rama og er den person i albansk historie, der med 3 valgperioder har siddet længst på posten.
Albanien under Enver Hoxha
Albanien har haft flere vigtige personer gennem historien, på godt og ondt. Skanderbeg er en af heltene i de tidlige kampe mod osmannerne. Mother Teresa er en verdenskendt albansk nonne fra nyere tid. Manden, Enver Hoxha er derimod kendt for lidt af hvert.
Hoxha, født i Gjirokastër, var fra 1941-1985 kommunistisk leder i Albanien. Han er kendt for en række forskellige bedrifter. Bedøm selv om de er gode er dårlige.
- Industrialisering af Albanien efter at landet havde været forsømt under det Osmanniske herredømme.
- Inddragelse af landområder fra rige landejere for, at gøre landet selvforsynende med fødevarer.
- Elektrificering af hele landet.
- Alle trosretninger blev forbudt (Selvom Hoxha kom fra en muslimsk familie).
- Fængsling, udvisning og henrettelse til dem der ikke ønskede at landet skulle være et socialistisk kollektiv, samt overvågning i meget stor stil.
- Opførelsen af 173.000 bunkere over hele landet fra 1960-1980’erne, fordi Hoxha var bange for, at blive invaderet af alt fra Grækenland og Jugoslavien til gamle allierede i Sovjet.
Efter Hoxhas død, blev statens ejendomme returneret til folket, men efter først til mølle princippet. Noget der har ført til mange stridigheder mellem albanerne i årene efter.
Når du besøger Albaniens hovedstad Tiranë, så tag til BunkArt1 og BunkArt2 der handler primært om kommunisttiden. De er et besøg værd.

Både kirker og moskeer var virkeligt flotte. Dem vi så, så meget anderledes ud end dem vi kender fra Danmark.
Religion
Albanien har ikke én officiel religion, som fx Polen har, men mellem 60% og 80% er muslimer afhængigt af hvilken kilde man spørger. Cirka 20% er katolske og ortodokse.
Under vores rejse gennem Albanien var religion ikke fremtrædende og bortset fra den karakteristiske messe man hører fra moskeernes højtalere, var det ikke noget vi tænkte over.
Kvinderne gik ikke med tørklæde i samme grad som vi har oplevet i andre europæiske lande – som fx Tyskland og Berlin og vi så ingen klædedragter hatte eller lignende.
Albanerne virker generelt til, at have et ret afslappet forhold til deres religion og til at respektere hinandens forskelligheder.
Infrastrukturen og Albanien anno 2022
Under vores rejse gennem Albanien oplevede vi, at infrastrukturen var på et niveau, man ikke ville acceptere i Danmark eller andre rige lande, men alligevel syntes vi det var acceptabelt som turist.
Vi kom til Albanien, direkte fra Grækenland og oplevede ikke, at det var sværere at komme frem her. På nogle områder var Albanien endda bedre.
Et par gange på turen hørte vi fra de lokale, at det her med at få lavet et stykke arbejde fra en albaner, ikke altid var så pålideligt. Det jeg husker bedst er denne forklaring: “Albanerne tager 3 gange så lang tid om at lave et stykke arbejde som et hold fra Grækenland. De skal hele tiden holde pause, ryge og drikke kaffe”.
Om det passer ved jeg selvfølgelig ikke, men der ER virkeligt mange kaffebarer og der er langt imellem de pæne huse og haver.
Veje og Politi
Vejene generelt var i en fornuftig forfatning. Særligt de store veje var gode at køre på og de fleste bjergveje var også ok. Det var oftest i de mindre byer, at vejene var hullede eller kloakdæksler var styrtet sammen.
Politiet var meget synlige – også langt mere end i Grækenland, og vi oplevede at bilisterne kørte pænere. MEGET pænere end i Grækenland.
Internet og mobildækning i Albanien
Vores telefoner med abonnement til Lebara, havde stort set ikke dækning i noget af landet. Så vi købte et Vodafone sim kort og installerede i vores mobile WIFI router, hvorefter vi ingen problemer havde.
Sammen med kaffebarer, tankstationer og vaskepladser (små private bilvasksteder), er Vodafone at finde alle steder.
Generelt tillægger man ikke wifi sikkerhed den store betydning i Albanien og 80% af de wifi koder vi indtastede på turen, på cafeer, overnatningssteder m.m. havde koden 1-8 (12345678).
Varierende toiletforhold
Alle de steder vi boede var der toiletter. Men som i Grækenland, må man ikke putte det papir man har tørret numsen med i toilettet. Det skal i en spand ved siden af toilettet.
Vi oplevede også enkelte “gæstetoiletter på tankstationer og lign. hvor toilettet var et hul i jorden, med en plade man kunne stå på. Hertil en vandslange til at spule med…

En smuk sø i byen Shkodër der ligger halvt i Albanien og halvt i Montenegro. Til højre i billedet kan man spotte en masse affald, nogen har valgt at dumpe. Ærgerligt.
Affaldssortering eller mangel på samme
Hvis du spørger mig, så var klart det største problem AFFALD. Albanerne er totalt ligeglade når det kommer til affald og smider det over det hele. Overalt hvor man færdes ligger der papir, dåser, flasker og andre ting i vejkanten.
De har ingen sortering af affald og der er meget få skraldespande i gadebilledet. Måske er det også derfor folk ikke gider tage deres affald med sig.
Vi så flere eksempler på unge mennesker, der bare smed deres papir fra en chipspose, bagerpose eller lign. efter de havde spist indholdet.

Llixhat e Bënjës eller de Thermiske bade, er et af mange eksempler på fantastiske (gratis) naturoplevelser i Albanien. Mon ikke det koster penge om 10 år?
Et af de populære lande at rejse til om 10-20 år
Albanien er stadig et ungt demokrati og er meget langt fra vores standarder i vesten. Men det er tydeligt at se, at de er ved at omstille sig. De vil gerne være et land, hvor turister i langt højere grad har lyst at rejse til.
Overalt langs kysten bygges der store hoteller og man kan se at der er folk med penge, der satser stærkt på, at Albanien bliver det næste Kroatien.
Jeg tror, at Albanien om 10-20 år, er lige så velbesøgt som mange områder i Kroatien er det i dag. Så hvis du vil opleve det autentiske og ægte Albanien, før det hele bliver lige så kommercielt som Kroatien, så tag hertil nu.
Det er også nu det er billigt! Du kan nemt rejse rundt i landet i 5 uger og bo på lækre hoteller for samme pris som 10 dage ved Gardasøen (på en campingplads).
Hvis du er mere nysgerrig på Albanien og gerne vil have et par tips til hvad du skal opleve, så læs vores Albanien rejseguide hvor jeg gennemgår de bedste steder vi har været.
2 kommentarer
Hej
Super mange tak for beskrivelsen.
Vid du om det vil være ok at rejse to voksne og to “børn” på 14 og 19.
Vil det fungere her i 2023 uden forud reservation med bil rundt i 2-3 uger?
Hej Gert
Velbekomme.
Jeg kan ikke se hvorfor det ikke skulle være muligt 🙂
Angående reservation har jeg ingen anelse og det kommer an på en del ting tænker jeg. Rejser I i juli måned eller uden for højsæson. Er i kræsne eller kan I overnatte alle steder 🙂
Og går I i panik hvis I ikke kan finden noget eller tager I det bare som det kommer.
Albanien er ikke så besøgt endnu som andre steder – langtfra. Men Albanerne selv holder også sommerferie og rejser rundt i landet.
Beklager jeg ikke kan give et bedre svar men jeg ved det simpelthen ikke 🙂
Held og lykke med det.
Mvh Michael